lig seet den keiserlige Autoritet i Norden komme tilsyne i Anerkjendelsen af keiserlige Notarier. Keiserrettens Glands[1] gik over paa den tydsk-romerske Ret, der foruden ved Nordmænds Studeringer i Rostock ogsaa ved den store Samfærsel, som i det femtende og sextende Aarhundrede fandt Sted mellem Hansen og de norske Byer, blev adskillig kjendt i Norge. Denne Samfærsel var ikke blot Kjøbmænd og Kjøbmænd, men ogsaa Øvrighed og Øvrighed imellem. Magistraterne oversendte hinanden de ved Sager mod Udlændinger fremkomne Oplysninger, der kunde være af Interesse for Hjemstedet; vi se norske i Hansestæderne straffede Forbryderes Tilstaaelser benyttede ved norske Domstole (Herredagsdom 5te Aug. 1585) og tydske Thingsvidner brugte til Forsvar for Tydskere anklagede i Norge. (Hdom. 17de Aug. 1599). De Kontorske i Bergen havde sin egen Jurisdiction i civile Sager, som de søgte at udvide til Forbrydelser (D. N. III. 603. 823.,
Norske Saml. I. 257). Nordmænd maatte ofte sag-
- ↑ „Keiserretten“ eller „Keiserloven“ havde i det 17de Aarhundrede ogsaa en anden Betydning, ialfald i Danmark. Den var Navnet paa et dansk Udtog af Flamlænderen Damhouders, dengang særdeles ansete, Praxis rerum criminalium (oversat paa Tydsk ved Carlstadt, 1565, 4to). Denne indeholder enkelte Capitler om Tortur, Vidner, Bekjendelse, og det er sandsynligt, at disse have havt Indflydelse, ialfald paa dansk Praxis. Men forresten indeholder den mest Criminalret efter Decalogens Orden. Den maa have været meget udbredt, da der alene paa vort Univ. Bibliothek er 3 Explr. (fol. 8c; 4to: 318, 2a, Haandskrift omkring 1600). Den har formodentlig været anseet som et Summarium af Keiserlovene.
