ners Ed, der næsten ganske stemmer med Lovbogens.
Samtidigt begyndte egen Tilstaaelse at spiller større og større Rolle som Bevismiddel. Tortur var ved fremmed Indflydelse kjendt i Danmark siden Slutningen af det 13de Aarhundrede. Den indskrænkedes af Christian III. (Rec. 1558 Art. 19) paa samme Maade som ved Christian V’s 1–18 første Passus. Men Lovbudenes Magt var saa liden i hine Vilkaarlighedens Tider, at dens Misbrug vedblev at være store. I de større kriminelle Sager, hvor offentlig Paatale i Nutidens Forstand udviklede sig, (for Trolddom, Mord, Drab, Røveri, Statssorbrydelser, Gamle Danske Domme IV. x), optraadte den offentlige Anklager som en skarp Inqvisitor; ja, i den forhen citerede Sag fra 1636 (l. c. 438) fører den Anklagede den samme Besværing over Nevningerne, – hvis Formand afhørte ham –, som der nu saa ofte høres over de franske Assisepræsidenter, „at de syntes baade at være Sagsøgere og Domsmænd, imod Loven“. Inqvisitionssystemet begyndte nemlig allerede at trænge ind fra Tydskland, hvor det tilligemed den kanoniske Bevismaade gjennemførtes i det 16de og 17de Aarhundrede[1].
Det var ikke alene gjennem den danske Ret, at fremmede Bevisregler gjorde sin Indflydelse gjældende i Norge; man havde her ogsaa Anledning til direkte Paavirkning fra Tydskland. Keiseren stod i Folketroen som Repræsentant for den høieste verdslige Magt; „Keiserretten“ kaldtes derfor den romerske
Ret, modsat Paveretten, og vi have allerede tid-
- ↑ Gamle Danske Domme III. 1182 IV. 242.
