Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/113

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

som findes i Christian V. Lovbogs 1–14–2 til 6: at Ed mod Ed, saavelsom Ed mod fuldt Vidnebevis forbødes, at Bevisbyrden paahvilede Sagsøgeren, og at først, naar denne var fyldestgjort saavidt som til at fremkalde en vis Formodning, var Sigtede forpligtet til at fri sig ved Ed, og denne blev nu simpel Partsed, ikke længere Meded, der ligesom Nevninger rimeligvis ganske forsvandt i Danmark med Chriftian IV’s Regjering[1].

Paa samme Tid, som Mededsinstitutionen saaledes undergroves, skjænkede Lovgivningen Vidnebeviset mere og mere Opmærksomhed, og mange af Artiklerne i Lovbogens 1–13 skylde allerede Christian III’s Recesser sin Tilværelse[2]. Praxis uddannede efter den romersk-kanoniske Ret Læren om villige Vidner, Avindsmænds Vidnesbyrd, om Aldersgrænsen, Forbud mod nye Bevisligheder ved overordnet

Ret[3], og 1553 udgaves en Forklaring over Vid-

    og derfor efter Lov og Ret for videre Tiltale sig at befri, bør Sagen ved sin egen Ed sig at fralægge“.

  1. Ostersen Weiles Glossarium (1652) p. 799: „Tyltered hos os nu ei brugelig, men i dets Sted bruges Vidne og Bevis, hvorefter nu dømt bliver, og saaledes den, for Sagen er, enten skyldig eller fri“. Jfr. Dedikationen. Se dog p. 229: „nu ei synderlig nyttig eller brugelig“. Det sidste Lovbud, hvori Meded omtales, er vistnok den lille Reces af 1615 Art. 42.
  2. Vidtløftige Regler om Vidnebevis i en mere romersk-kanonisk Aand findes i Christian II’s dødfødte „Geistlige Lov“ c. 66 ff. og „Verdslige Lov“ 20 ff.; tildels optoges de af Christian III.
  3. Nye Danske Mag. VI. 198. Gamle Danske Domme III. 23. 131. 308, IV. 308. Aldersgrændsen af 15 Aar var, som før vist, optaget fra den kanoniske Ret i Norge allerede 1280.