formationstid. „Om Lov at give finde vi saa stor Uskikkelighed“, siger Christian III. i Reces af 1537 c. 6, „at Mange, dersom de kunde fange en Tønde Øl at drikke, da tør de fordriste dem til at give Lov med en Mand og agte hverken Ret eller Sandheden“. Og naar Sigtede var i Mangel paa Edshjælp, samlede han saamange Stene i sit Ærme som der trængtes Mededsmænd og svor derpaa en Ed for hver Sten, han kastede. Paa forskjellige Maader søgte man at skaffe Garanti mod Edens Misbrug, men, som det synes, uden synderligt Held. Christian III. ophævede derfor Pligten til paa den blotte Sigtelse at tilveiebringe Meded, som det vist ogsaa var hans Tanke aldeles at afskaffe (Rec. 1547 c. 10. 1558. c. 20). Men da hans Lovbud vare uklare, synes det, som om Sagsøgeren nøiede sig med at styrke Sigtelsen med sin egen Ed, medens dog ved Siden deraf Sigtede hyppig ganske frifandtes, naar Sagsøgeren intet Bevis havde. Praxis vedblev at være meget vaklende, og der dreves fremdeles store Misbrug med Eden[1], indtil Christian IV. Frdn. 31te Marts 1635 og store Reces 2–6–20[2]
indførte væsentlig den samme Bevismaade,
- ↑ Se som Exempel den mærkelige „Mads Ravns Sag“ i Skand. Litt. Selsk. Str. XII. 359–442.
- ↑ Belangende Benægtelseseden, den maa dennem paalægges af Dommeren, naar hannem synes Sagen det at udkræve efter Lov og Ret. Ei skal Dommeren lettelig nogen Ed paalægge, anseende den, Sag giver, bør det lovligen at bevise, eller i det Ringeste efter Sagens Tilstand saaledes, at vis Formodning er (endog det ikke nøiagtig bevises) den Sigtede skyldig at være
tio, Faustin Hélie traité de la procédure criminelle I.
