anvendte, paa Grund af Kirkens Interesse i at undersøge, om Eden var ret aflagt[1]. Romerretten blev kjendt ved Geistliges Glosser til Lovbøgerne, og Byernes Stadsretter toge de tydske til Mønster. Følgen heraf blev en stor Forvirring, ikke mindre i Lovgivning end i Praxis. Samtidige Love havde i forskjellige Bevismidler, og Praxis var forskjellig efter Stedet. Navnlig i Byerne blev Vidnebeviset efterhaanden mægtigt nok til i enhver Sag at udelukke Meded, og da denne sank ned fra sin principale Stilling, nøiede man sig ofte alene med Partsed.
I det 16de Aarhundrede fik den romersk-tydske Keiserret megen Indflydelse[2]; Carl den femtes berømte Straffelov af 1532 (Carolina) var dengang et Mønster for Lovgivere. Selv Reformationen bidrog til Bevismaadens Forandring; thi uagtet Luther brændte den kanoniske Retsbog, var han enig med den i Moselovens Værd som Mønster for verdslig Lovgivning og dette ledede til Vidnebevisets Fremme.
Edens Misbrug var dengang faa stor i Danmark, at Skildringen af Mierovingernes Tidsalder i
Frankrige[3] bogstavelig passer paa den danske Re-
- ↑ Kolderup-Rosenvinge om den kanoniske Rets Indflydelsesi Danmark, i kirkehistoriske Samlinger I. 1–54. Om Rettergangsmaaden i geistlige Sager se Nye danske Magasin VI. 179, hvor R. har meddelt Biskop Knuts Oversættelse af Joh; Andreæ summula da processu judicii (fra 14de Aarh.), Anchers Lovhist. I. 199–206.
- ↑ Rosenvinge Udvalg af gamle danske Domme I. 62. Danske Mag. 3die Række 1. Kofod Anchers Fortale til Arnesens islandske Rettergang.
- ↑ Man kunde da faa saamange Eder, man vilde, pro unius diei satietate aut pro quolibe parvo pre-
