hvis Gjerning det angaar, ved sin Virksomhed maa bringe Sandheden frem. Vidnebeviset, hvis det ikke formaar at oplyse Skyld, levner oftest Tvivl om Uskyld, og i hvert Fald kan det kun i de færreste Tilfælde paaregnes i en Skikkelse, der gjør det tilstrækkeligt uden Hjælp af andre Bevismidler. Det er derfor ikke saa vanskeligt at forstaa, at Germanerne med sin Fordring til Klarhed og Simpelhed i Lovbud, foretrak Bevismidler, som kunde anvendes i alle Strafsager, og at Vidnebeviset maatte kjæmpe sig frem til Anerkjendelse ved Siden af disse.
Kun en ringe Del af denne Udvikling foregik for de germaniske Stammers Adspredelse. Mededen er kjendt hos dem alle; men den høist forskjellige Udstrækning, den naar hos dem, vidner om, at Tvekampen var det herskende Bevismiddel i det gamle Fælleshjem.
I Norges ældste Love, som vi ikke besidde i en ældre Form end fra det 12te Aarhundrede, finde vi endnu de forskjellige Trin i den oven skildrede Udviklingsgang afprægede. Frostathingslovens berømte Ord (I. 6): „Med Lov skal vort Land bygges, men ikke med Ulov ødes; men den som ikke vil Andre Lov under han skal ikke Lov nyde“ – er endnu Strafferettens Kjerne. Selvhevnen er tilladt, og Straffens Charakter – Fredløshed, enten umiddelbart eller ferm hvis den egentlige Straf, Boden, ei udredes – maa høilig opfordre til dens Udøvelse. Vitterligheden, skjønt ingenlunde eneste Grundlag for Dommen, har dog sin store Betydning, især i den mest oprindelige, Gulathingsloven. Ligesom Bestræbelsen i civile Sager gaar ud paa
