„Dul“ kunde kjendes „ugild“ efter Appel, naar den overordnede Ret fandt Sagsøgerens Bevis stort nok (V. 691 fra 1493; jfr. Exempel paa det Modsatte II. 580). Man begynder nu at se Spor til en Misforstaaelse, som siden blev hyppig, at Sigtede ei regnedes med i Edshjælpernes Tal, saa at han f. Ex. aflagde Sættered selv 7de (N. G. L. III. 268, et geistligt Statut af 1320). Sagsøgeren stevnedes til Edsaflæggelsen (IV. 383). Eden kunde aflægges af en Fader paa Sønnens Vegne (IV. 783).
Sysselmandens Forhold til Edsaflæggelsen ledede sammen med hans Paataleret til det Misbrug, at Eden stundom aflagdes uden Forbindelse med nogen Domssag. Han holdt sine Ofte i Arrest, indtil de havde fremskaffet Edshjælp (D. N. V. 772). Naar, som ofte var Tilfældet, Sysselmanden ingen Bevisligheder havde, var dette kun en Tilsidesættelse af Formen. Mere uregelmæssig var en Fremgangsmaade, som fortælles D. N. III. 513 og 515. To af Lehnsherrens Betjente, som i 1432z sigtede en Kvinde for hendes Husbondes Mord, lode 12 Mænd undersøge hans Lig paa Kirkegaarden, og spurgte derefter paa Ringsakers Thing Almuen, om nogen „vilde „forsvare“ Kvinden; 24 Mænd gik da tilside og erklærede efter Ransagning med Almuens Samtykke, at de ikke vilde gjøre det, da hun ei havde klaget paa Gravbakken, men sagt, Døden var en Følge af „Hesteværk“, medens Synsmændene havde sandet „Mandsværk“ paa ham. Lehnsherrens Betjente lyste derpaa Utlægd over hende, saalænge til hun kunde „undlede sig (ɔ: aflægge Negtelsesed) om Sagen“. Man kan maaske betragte dette som en
