tet for Gjerningen. Derimod ser man anvendt den med Heimskviden sammenhængende Skik, at en Injurieret maatte „gange sin Dul“ selv 6te for en Beskyldning, hvorpaa han blev sagt fri, men Injurianten, da hans Hjemmel brast ham, blev straffet (D. N. IV. 713 fra 1472). Paa den anden Side finder man ogsaa fuldkommen Frifindelse „efter Ransagning“, uden at der tales Noget om Beviset[1]. Eden aflagdes nu ikke længere i Kirken, hvorfra Geistlighedens Uvilie havde udelukket den, men enten paa Thinget eller andre Steder. Stundom aflagdes den i Retten selv, rimeligvis naar Sigtede har været forberedt paa at have Edshjælp tilstede under selve Sagen (IV. 783, V. 772, jfr. I. 400). I Almindelighed bestyredes Forretningen af Sysselmanden, der forelæste Edsformularen og i det Hele vaagede over, at Eden blev ret aflagt, i hvilket Fald han erklærede Sigtede fri for videre Tiltale[2]. Som oftest var Dommen nemlig afsagt alternativt paa Forhaand, saa der kun sjelden blev Tale om
nogen Frifindelse bagefter ved Retten[3]. En aflagt
- ↑ D. N. II. 561 fra 1442. Dom af Lagmand og 12 Lagrettesmænd over en Kone, der var sigtet for at have forvoldt en Mands Død ved Opbrændelsen af en Bro; hun idømtes kun uvitterligt Ansvar for Broen.
- ↑ D. N. II. 462, V. 825, III. 843, I. 270. 560. Udeblev Sysselmanden, kunde Eden ei aflægges, medens man alligevel førte sine Vidner, III. 409. Stundom er dog Edsaflæggelsen kun skeet i tilkaldte Vidners Overvær, som derom hade udstedt Brev og borget Sigtede „kvit og fri for det Søgsmaal“, IV. 383.
- ↑ D. N. V. 715; III. 719 dømmes „saamange, som ei kunde rense sig“. Edens Art fastsættes ikke altid i Dommen, V. 715; III. 143 er Eden aflagt før Dommen.
