Tider sin Forrang,, og det var først ved et fremmed Retssystem Indvirken, og efterat Retspleien var gaaet udaf Folkets Hænder, at Vidnebeviset indtog den fremragende Plads, hvormed Nutiden forlængst er fortrolig[1].
For bedre at forstaa de germaniske Bevismidler, maa man være opmærksom paa, at der dengang søgtes noget Andet gjennem Beviset end nu. Saalænge endnu Forbrydelsers Forfølgning udelukkende er den Fornærmedes Sag, og Straffen væsentlig er en Gjengjældelse, ligger det nær, ved Bevisets Ordning, at tage ligemeget Hensyn til begge Parter istedetfor at opstille en Bevisbyrde for Sagsøgeren. Baade Meded og Ordalier gik ud fra den Fordring, at Beviset skulde tilveiebringe den samme Grad af Sandhed baade for Skyld og Uskyld, og det var Datidens Retspleie en fremmed Tanke, at man vistnok for at erklære skyldig skulde fordre Vished, men for at erklære ikke skyldig nøie sig med Tvivl. De nævnte Bevismidler vare fra dette Synspunkt kun deri forskjellige, at Ordalierne endnu vare grundede paa den ideelle Fordring om den absolute Sandhed, medens Mededsinstitutionen gik ud fra den lavere Fordring til Beviset, at det skulde frembringe en overveiende Sandsynlighed. Og naar det nu gjelder at finde et Bevismiddel, som ligemeget oplyser
Skyld og Uskyld, er det ganske naturligt, at den,
- ↑ Sammenlign med denne Fremstilling Sachse: „über das Beweisverfahren“ p. 90 fg., Walter: „deutsche Rectsgeschichte“ II. 321 (2 Ausg.) samt isærdeleshed K. F. Maurer „das Beweisverfahren nach deutschen Rechten“ i den münchenske: „Kritische Ueberschau der deutschen Gesetzgebung, u. Rechtwissenchaft“ V. 180 (1857).
