42
holdt, var der (1853) sammenkaldt et møde i Ohio, der lededes af Lucretia Mott, og paa hendes anmod ning blev Elisabeth Stantons tidligere foreslaaede reso lution (om kvindens stemmeret) vedtagen. I de følgende aar arbeidede Lucretia Mott og Elisa beth Stanton dels hver paa sin side, dels samvirkende, utrættelig paa at forbedre kvindens stilling. beskjæftigede
sig
hovedsagelig med
sine
Lucretia medsøstres
sociale kaar og havde blikket især rettet paa deres stil ling i ægteskabet.
Ved siden heraf interesserede hun
sig meget for deres virken paa de forskjelligste praktiske omraader og ivrede for at skaffe dem adgang til at blive læger, da hun ansaa dette som en velgjerning for det hele kjøn.
Hun var en af stifterne af »~Womens me
dical college« i Pennsylvanien, en læreanstalt,
der er
anerkjendt som en af de bedste i dette fag. Lige til sine sidste leveaar bevarede hun sine aands kræfter usvækkede, og henved syv og otti aar gammel virkede hun endnu for kvindespørgsmaalets løsning. At sige, at kvindorne i Lucretia Mott har eiet en fremragende forkjæmperinde, er et altfor svagt ud tryk; hun staar som en heltinde i kvindebevægelsens historie.
Tilsidesættende personlige ønsker og tilbøie
ligheder, og uden at agte paa forfølgelse og modgang, hengav hun sig helt og holdent til kampen for de ideer, hvis gjennemførelse hun ansaa som sit livs opgave. Elisabeth Stanton har ligeledes indtil den sidste tid virket for kvinden.
1866 stillede hun sig som
valgkandidat for det ottende distrikt i Washington; hendes hensigt hermed var at vise, at skjønt kvinderne
