Side:Kvartalshilsen (Kvinnelige misjonsarbeidere). 1921 Vol. 14 nr. 1.pdf/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Nr. 1
K M. A. Kvartalshilsen.
5

av Europas stater med hensyn til handel, militære omkostninger og hele den økonomiske tilstand; men de fleste nationer lider dog ikke mangel paa føde eller andre livsfornødenheter. I Armenien er folket derimot ikke alene berøvet de fleste livsfornødenheter, men de er i stadig krigsfare paa deres østre, sydøstre og vestlige fronter. En rapport, som nu netop kom fra Alexandropol beskriver nøden. Det er ganske almindelig at se sultne kvinder og barn vandre om paa markerne for at søke røtter og urter som tillæg til de knappe matrationer.

Paa grund av den politiske situations usikkerhet maa den armeniske republik mobilisere forskjellige klasser rekrutter forat styrke fronten ved Zangezour og Olti-egnen imot et mulig angrep av tyrkerne. Landets bedste mænd er derfor under vaaben og der er ingen utsigt til at frita landets ungdom fra militærpligter, forat de kan ta fat paa gjenopbygningsarbeidet.

Mens det britiske keiserrike bekjæmper det bolsjevikiske Rusland, kjæmper det utmattede Armenien for sin eksistens. Fredstraktatens underskrift og anerkjendelsen av Armeniens uavhængighet synes ikke at bringe en merkbar forbedring i det armeniske folks stilling.

Tyrkerne er endnu i besiddelse av provinserne Van, Bitlis og Erzeroum, som ved fredsslutningen blev bestemt at skulde tilhøre Armenien. Endnu en vinter er nær, overgivelsen av disse provinser til armeniske tropper før næste foraar synes umulig. Men det betyr, at 300,000 flygtninge fra disse provinser er nødt til at tilbringe endnu en vinter er nær, overgivelsen av disse ser, som med nød og neppe kan føde og klæde sin indfødte befolkning.

Avskaaret fra havet ved sin geografiske grændse, er den armeniske republik endnu under en slags blokade og post- og telegrafforbindelsen er endnu ikke i regelmæssig gang, som man nu skulde ventet.

«The Orient News» — offentliggjort i Constantinopel for de britiske tropper — indeholder nogle beretninger om armeniske forældreløse barns befrielse av tyrkernes hænder. En mængde av de ulykkelige piker og gutter, som under krigen var samlet i de saakaldte barnehjem, blev underholdt der av den tyrkiske regjering ved Talaat og Enver Pascha — utelukkende i den hensigt at omvende dem til Islam.

Britiske og armeniske agenter har siden vaabenstilstanden arbeidet forat redde disse armeniske barn. En britisk officer skriver følgende: «Vi hadde grund til at tro, at 12 av pikerne i det tyrkiske barnehjem i Kiaghathone — nær Constantinopel — var armeniske. Da de mænd, som forsøkte at utfri dem, henvendte sig til disse piker, begyndte de bitterlig at graate og protesterte mot at de var muhamedanere. En liten pike paa 9 aar sa at hun het Djelile. Jeg spurte hende da om, hvor hendes far, mor og brødre var. De er dræpt, jeg er den eneste, som er ilive», sa hun. «Hvem dræpte dem?» «Armenier». «Hvem har fortalt dig at dine forældre er dræpt av armeniere?» «Man har sagt mig det her i barnehjemmet». Jeg spurte hende om hendes navn; hun nølede litt, men sa saa: «Ønsker De at vite hele sandheten?» «Ja». «Vil De da love at anta mig som Deres barn?» «Ja det kan du stole paa». Da fortalte hun at deres landsby var oppe paa et litet bjerg, om hvor godt de hadde det der, og hvor lykkelige de var. Hendes far var den rikeste mand i landsbyen (i Zeitun).

«En dag», sa hun, «blev alle mænd samlet av tyrkiske gendarmer, og senere har man aldrig hørt noget fra dem. Jeg elskede min far saa høit, han var saa god. Derpaa blev min mor og de andre kvinder samlet og drevet ut av landsbyen. Mange av dem, ogsaa min mor, døde underveis. Skjønt jeg kun er en liten pike, har jeg set ting, som De aldrig har set. Vi naadde Aleppo og der forandret tyrkerne mit navn Siranusch til Djelile. Efterpaa bragte de mig til et hospital hvor vi