Herre låt mig städse i förtiden staa Ock med fröid dig vänter, när du komma må.
Låt min lampa brinna, strålande og klar, Ja, i midnatsstunden än ha olja kvar.
Må de ting som synas icke fängsla mig Eller hemligt draga hjertat bort från dig.
Dröier du och länge, hålt mig vaken än Intill morgonväkten, om du väljer den.
Når jag under tideu der du sjelf mig satt, Ännu noget tjena, lär mig tjenci gladt!
Håll doch själf derunder hjertat hos dig kvar Och gjör blicken, Herre ständigt mera klar.
Låt den tid du ännu vil beskära mig Vara blott en bidcm Herre, efter dig!
Lina Sandell.
Søster Hedvig Bull skriver fra vinbjerget
i Marasch, hvorhen hun reiste
forat hvile, den 18. juli 1918:
«Naar vi ser tilbake paa den tid, der svandt, saa har vi uendelig meget at takke for. Til idag har Herren hjulpet os igjennem de største vanskeligheter. Saavel her i Marasch som i Harunje aapnet Herren altid en dør og sendte os hjælp, saa vi aldrig har lidt mangel. Adele Herhold har begyndt en stor industri, hvor pikerne spinner, væver og strikker, hvilket hitindtil indbragte hende saa meget til barnehjemmet, at hun kunde klare sig. I vaares oplevde vi atter tunge uveirsskyer; men de trak over, og det ser ut til at atter lysere dage skal oprinde for vore venner. Priserne stiger stadig, alt er saa dyrt. I Harunje var barnene iaar friskere, og i skolen hadde jeg megen glæde av dem. Næsten alle vore store gutter arbeider om sommeren ved banen eller i soldaterhjemmene, pikene har nok at gjøre med at sy og lappe. Og søster Johanne har fuldt op at gjøre iblandt de syke i landsbyen og i poliklinikken. Fortalte jeg dig, at jeg har faat brev fra mine kjære i Hopsal-Estland? Jeg kan ikke sige hvad jeg følte, det var, som om de atter var blit mig skjænket. Priset være Herren! De har gjennemlevet forfærdelige tider; men Gud har paa forunderlig maate reddet dem ut av det altsammen.
Armenuhi, en av vore lærerinder i Harunje skriver den 28. juni 1918:
Hjertelig tak for dit kort! Jeg er saa glad naar jeg faar høre fra dig og ser, at du ikke har glemt os. Jeg længes efter dig og ønsker, at du igjen var hos os. Jeg har hat brev fra min bror, (som er i Exil). Han og hans kone er i stor nød, og jeg vet ikke, hvad jeg skal gjøre; men jeg tror, at min Frelser vet alt, og at Han vil hjælpe i rette tid.
Fru von Dobbeler skriver fra Harunje den 22. septbr. 1918:
Jeg længes efter at skrive til dig. Netop har jeg skrevet 32 breve til barnenes pleieforældre. Jeg maa ogsaa fortælle dig litt herfra. Vore to lærere med sine familier lever godt, likeledes Krikor - indkjøperen. Vi var istand til at hjælpe dem noget, saa de fik kjøpt ind litt forraad; men nu hører vi av hr. Schuchardt, at vi ikke kan faa flere guldpenge, saa vi er helt raadløse. Om Gud ikke gjør et under, kan barnehjemmet ikke bestaa. Vi har jo en
