28
K. M. A. Kvartalshilsen
Søster Boclil fortalte fra Armenien, blodets og taarernes land, som det jo er kaldt. Før 1908 var tilstanden haabløs for armenierne. De levet ien stadig uro, kunde resikere naarsomhelst at bli kastet i fængsel og var aldrig sikre, dag eller nat, for liv eller eiend om. Skatteopkrævere utsuget folket, for at stikke pengene i sin egen lomme. — Kurderne, som væsentlig levet av at røve og plyndre, gjorde landeveiene usikre, saa seiv europæerne maatte ba sikkerbetsvagt, og dertil de store mas sakrer, bvor tusener blev dræpte og bele landsbyer fuldstændig ødelagte. Da ungtyrkerne tiltvang sig magten i 1908, blev det anderledes. Fængslerne blev aapnet, armenierne blev likeberet tiget med tyrkerne, der blev tale-, trykke- og skrivefrihet, fribet for gods og eiend om og religionsfrihet. — Søster Bodil kom i 1907 til Mush, som ligger paa en høislette 1500 m. over havet, omgit av bøie fjelde. Vin teren er lang og streng, men sommeren meget bet, og de store ris- og tobaks marker gjør det usundt. Av indbyg gerne er halvparten armeniere og halv parten tyrkere. Paa sletten nedenfor og omkring i fjeldene er der mange landsbyer. Veiene er slette og broerne over elvene særlig daarlige. Søster Bodil pleier altid at ride, men bun red aldrig over en bro uten at be Gud om at bolde sin baand over bende. I landsbyerne er der megen fattig dom og elendigbet. Husene ligger i trappetrin opover, bygget av ler og med flate tak, bvorigjennem det regner ind, og med en glugge i taket. I det samme bus er baade dyr og mennesker, kvæget paa den ene side, folkene paa den anden. Særlig storartet er det, bvis der ogsaa findes endnu et rum, et saakaldt mottagelsesværelse. De lever meget paa brød og surkaal, men spiser ogsaa frugt og grønsaker og er meget gjæstfrie. Som tegn paa, hvor velkomne gjesterne er, blir de bevertet med særlig fet mat, som tilslut endnu overhældes med fett, saa den blir om
Nr. 4
trent uspiselig for andre end de ind fødte. Bordet blir sat midt paa gulvet, bordduken lægges under bordet, og saa bærer det ivei med en træske eller i det bøieste en gaffel. Armenierne lever meget som aker dyrkere eller byrder. De er stolte, ærgjerrige, pengegridske, men intelli gente, familiekjære, gjestfrie, uthol dende og ærbødige mot forældrene. Der kan være optil 70 medlemmer i en familie og alle i ett bus, men alle retter sig efter de celdre, og der ved undgaaes splid og ufred. Mændene spiser alene og forlanger ubetinget lydigbet. Kvinderne er uvidende, kan ikke læse, og bortgiftes av forældrene. Den armeniske morgenhilsen er: „Godt lys u , og naar de møtes paa gaten, er tiltalen: „Gud er god!“ Armenierne tilhører den gregorianske kirke, som er fuld av ceremonier, men med litet virkelig kristenliv. De er som „faar uten hyrde“ og vokser op i stor uvidenbet, næsten som hedninge barn. Men usigelig har de lidt for sin tros skyld. Under den sidste forføl gelse blev de reddet som ved et under — de kom sammen og bad til Gud om beskyttelse — siden fik de børe, at gouvernøren hadde boldt hemmelig det telegram, som paabød blodsutgy delse ogsaa der. Og siden bar de følt sig trygge, fordi de visste, at Gud boldt sin sterke baand over dem. Det tyske „Hulfsbund“ arbeider der ute; ialt findes der 40 tyske og skandi naviske arbeidere. Missionær v. Dobbler og frue leder barnebjemmet i Mush, men de syke barn faar pleie bos søster Bodil. Der er idetbeletaget saa megen sygdom derute; man regner 1/± av befolkningen som frisk, 3A som syke. Og der er ensombet, nød og aandelig mørke, men ogsaa, de berligste eria ringer om Guds kjærligbet og bøn børelse. Efter foredraget blev der forevist lysbilleder fra Armenien. Ogsaa denne aften fortalte søster Olivia tilsidst litt tra sit arbeide blandt lapperne i Tysfjorden og la os paa