ende kvinde, Luise, var anmodet om at skaffe hende husrum paa Helland. Det havde ikke været mulig at underrette L. om, med hvilket skib søster Olivia vilde komme. Derfor var det ikke uten spænding, at denne ropte op til bryggen, om der var nogen der fra Helland; hun havde jo ellers intet sted at gjøre av sig. Venlige stemmer lød hende imøte; hun var ventet. Men det tog tid med at komme fraborde, da nogle svære kolli skulde losses. De viste sig at være søster Olivias seng og komode, som var avsendt for længe siden og nu ankom just i rette tid. Paa Helland har nu søster Olivia indrettet sig; hendes kasser gjør tjeneste som vaskeservant og matskap.
Den søndag søster Olivia var paa Kjøbsvik fik hun anledning til at hilse paa mange lapper, som samledes ianledning et lappebryllup. Det var ikke let for lapperne at forstaa, hvad søster Olivia vilde iblandt dem. Men inden de forlot kirkestedet fik de i praksis en forklaring paa det. En lappepike kom tilskade ved et ulykkestilfælde, saa læge maatte hentes. Søster Olivia var straks ved haanden, hjalp til og overtok tilsynet med patienten.
Ogsaa paa Helland laa arbeide færdig og ventet. En ung kone, mor til 6 smaa barn, var meget syk av lungebetændelse. 4 nætter i træk vaaket søster Olivia hos hende og blev paa Helland, saalænge denne patient var saa svak, at hun trængte den velvillge hjælp, som saa uventet blev budt hende.
Saasnart søster Olivia fandt det forsvarligt at forlate denne pleie, drog hun med første leilighetsskyds indover til „Musken“ (centrum for lapperne i Tysfjorden). Foreløbig fik hun lov at slaa sig ned i skolestuen der. Fra Musken skriver hun i privatbrev 25/8:
„Heldigvis ligger pultene løse paa sine ben og den ene maa derfor tjene mig som seng, idet vi har vendt den om, saa den danner en hulning. Jeg har faat laant mig en pen, ny, varm feld; og pute og teppe har jeg med. Mit sengested vaklet svært inat, men dog sov jeg noksaa godt. Den anden pult tjener mig som spisebord og jeg øver mig i at balancere kop og tallerken paa skraaplanet. Igaaraftes vilde der snige sig en følelse av beklemthet ind paa mig; jeg følte mig noget ensom i dette store, tomme rum. Men Herrens store navn være lovet, Han hjalp, Han hjælper, Han vil hjælpe! Og denne følelse fik ikke lov at seire. Ensomheden gjør, at jeg blir saameget mere henvist til Ham alene. Tak for eders bønner. Megen naade trænges. Men Han er trofast, som gav forjættelsen. Han vil og gjøre det.
26—8. P. O. er en kjæk mand,
men du verden for en gamme de bor
i. Konen gjorde et svakt forsøk paa
at undskylde sig for urensligheten,
hun sa, at rummet var saa trangt, det
kunde ikke nytte at forsøke at holde
rent. Jeg fandt hende først oppe paa
høiloftet, hvor hun sad sammenkrøpen
ved en glugge med en symaskin, som
hun forsøkte at haandtere med uøvet
haand. Snart skal P. bygge hus
og derover glæder jeg mig; de er nu
12 mennesker som bor i denne gamme.
Lille Ole er en søt liten gut. Han kommer altid saa indsmigrende til mig; han har sat sig saa bestemt i hodet at jeg er gudmor J. F.s søster, Ellen er flyttet hertil (2 av K. M, A.s søstre, frk.ne Syvertsen og Zimmer har tidligere besøkt Tysfjorden; derfor omtaler søster Olivia mange av lapperne som gamle bekjendte); de bor her like ved skolen, hvor de har sat op et forholdsvis stort tømret hus. De har 4 kjør, saa de er vel likesom velstandsfolk. Yndige smaabarn har de. Nei, De kan tro, jeg saa vel der en aldeles fortryllende liten nysyet pæsk av brunt og sort renkalvskind til den mindste, som er 4 maaneder. Nei De kan ikke tænke Dem noget nettere. Det viser da, at de har smak for det som er vakkert. — P. O. sendte mig idag to saltede uer, og Deres ven, J. bragte mig to pene
