Da Vi efter Opløsningen af Eders Forening med Danmark overtog Styrelsen af Norges Anliggender, var dette for at forhindre, at ikke Borgerkrig og Partie-Aand skulde sønderslide Eders elskede Fødeland.
Eders Ønske kaldte Os til Norges Throne, Vi fulgte Eders Kald; Eders Tillid og gode Sag fordrede Vor Deeltagelse. Vi besluttede at underkaste Os enhver Opofrelse, for at føre Eder hine Goder imøde.
Vel øinede Vi de Farer, som i en ulige Kamp truede at tilintetgjøre Eders og Vort Haab; men Vi kunde umuligen fatte, at Europas mægtigste Stater vilde forene sig, for at undertrykke et ædelt og uskyldigt Folk, hvis billige Ønske var Frihed og hvis eneste Attraae var Uafhængighed.
Imidlertid lode Sverrigs mægtige Bundsforvandte Os ved deres Sendebud erklære, at Norges Forening med Sverrig var uigjenkaldeligen besluttet. Det er Eder bekjendt, at Vi vare villige til at opofre en personlig lykkelig Stilling, naar et sammenkaldt Storthing fandt, at dette kunde berede Folkets Held, men det er Eder ogsaa bekjendt, at de Vilkaar, som da bleve tilbudne for en Vaabenstilstand, vare af det Slags, at Vi ikke kunde antage dem, forinden Krigslykken blev prøvet, idet de vare stridende mod Grundloven.
Vi maatte saaledes beklage, at Vore redelige Bestræbelser for, at undgaae Krigen i Norden, bleve frugtesløse.
Norges udstrakte Grændser og Søkyster havde gjort det nødvendigt i
