alligevel det, der var det afgjørende. Læg mærke til én ting: Hun havde ikke engang efterladt sig noget skrevet, ikke engang det almindelige: »anklag ingen for min død!« Kunde hun ikke tænke, at man kanske vilde anklage Lukeria? Hun var jo alene med hende, hun kunde ha puffet hende ud, anklagen var mulig. Der kunde ialfald hvile en uretfærdig mistanke paa Lukeria, hvis der ikke havde været fire mennesker paa gaden, som saa hende, da hun sprang ud med billedet i haanden. Men det var jo ogsaa et tilfælde, at der var folk, som saa hende.
Nei, det hele var en følge af et øiebliks fortvilelse; en overraskelse, en pludselig fristelse! Og hvad beviser det, at hun holdt bøn foran billedet? Det beviser ikke, at det var en forberedelse til døden. Dette øieblik varede maaske bare i ti minutter. Hun tog maaske først sin beslutning, da hun støttede sig op mod væggen og smilede med haanden under hovedet. En idé for gjennem hendes hode; gjorde hende svimmel; hun kunde ikke modstaa.
Det er klart, at her var en misforstaaelse. Man kan godt leve sammen med mig .... Men om det var bare anemi, simpelthen anemi? en svæk-
