jeg tar feil, det var ikke derfor. Det er sandsynligvis fordi hun maatte elske mig ærlig og redelig med hele sin sjæl og ikke saaledes, som hun kunde ha elsket kræmmeren. Og da hun var altfor ren, altfor kysk til at ville gi mig en kjærlighed, som ikke var ægte, vilde hun ikke bedrage mig og istedetfor kjærlighed bare gi mig en halv kjærlighed eller en brøk af kjærlighed. Hun var altfor, altfor hæderlig! Og jeg, som vilde lære hende sjælsstorhed, De husker!
Det er ganske mærkeligt. Agtede hun mig? Jeg ved ikke. Foragtede hun mig eller ikke? Jeg tror ikke, hun foragtede mig. Det er ganske besynderligt, at jeg ikke en eneste gang i hele vinter har faldt paa den tanke, at hun foragtede mig. Jeg troede det modsatte ganske sikkert lige til den dag, da hun betragtede mig med en streng forbauselse. Da var det, jeg strax forstod, at hun foragtede mig. Jeg forstod det, og jeg forstod, at det aldrig kunde bli anderledes. Aa ― hun kunde gjerne ha foragtet mig hele sit liv, naar hun bare vilde ha levet! For et øieblik siden gik hun her og talte! Jeg kan ikke forstaa, hvorledes hun kunde kaste sig ud vinduet! Hvorledes skulde jeg kunne ane det fem minutter
