Saa besynderligt, at Lukeria gik ind igjen ti minutter senere for at se, hvad hun foretog sig.
»Hun stod op imod væggen, tæt ved vinduet, med hodet støttet mod sin haand, som hun holdt flad mod væggen. Saan stod hun, henfalden i tanker. Hun var saa aandsfraværende, at hun ikke havde lagt mærke til, at jeg var kommen og stod og saa paa hende. Det var ligesom hun smilte. Hun blev staaende saaledes med sit tankefulde ansigt, og hun smilte. Jeg kastede et sidste blik paa hende og gik stille ud, uden at hun mærkede det. Men saa hører jeg hende pludselig aabne vinduet. Jeg løber strax ind og siger: Det er koldt ude, frue, De forkjøler Dem. Men saa ser jeg, at hun staar opreist i vinduet, opreist i hele sin længde i det aabne vindu. Hun vendte ryggen til mig og holdt Mariabilledet i haanden. Det løb koldt ned af ryggen paa mig og jeg raabte: Frue! frue! Hun hører det og hun gjør en bevægelse, som om hun vil vende om ind i stuen, men hun vender sig ikke, hun tar et skridt udover, trykker billedet mod sit bryst og kaster sig ud!«
Jeg husker bare, at hun endnu var ganske varm, da jeg kom til husdøren. Alle saa paa mig. Alle talte, før jeg kom, men de tiede stille,
