reisepas .... Aa, Gud! Dersom jeg bare var kommen fem minutter før, bare fem minutter .... Og saa denne menneskemasse udenfor porten, alle disse øine, som var fæstede paa mig .... Aa, min Gud!
Lukeria (nei nu vil jeg ikke la Lukeria gaa, ikke for alt i verden; hun har været her i hele vinter, hun maa kunne fortælle mig ....) Lukeria siger, at da jeg var borte, bare tyve minutter, før jeg kom hjem, var hun gaaet ind til sin frue for at spørge hende om noget, tror jeg. Hun havde bemærket at Mariabilledet (det før omtalte) var flyttet, og at det stod paa bordet, som om fruen netop havde holdt bøn.
»Hvad er det, som feiler Dem, frue?«
»Ingenting, Lukeria! gaa ― nei vent, Lukeria!«
Hun kom hen til hende og kyssede hende.
»Er De lykkelig, frue?«
»Ja, Lukeria.«
»Herren skulde for lang tid siden ha bedt Dem om forladelse. Men nu er I forsonede: Gud ske lov!«
»Det er godt. Nu kan du gaa, Lukeria«.
Og hun smilte paa en besynderlig maade.
