mand, som ægtemand og forlanger kjærlighed! Hvor blindt! Hvor misforstaaet!
Det var dumt af mig at vise min henrykkelse over at se hende. Jeg skulde ha behersket mig, thi min extase gjorde hende bange. Jeg beherskede mig forresten, jeg kyssede ikke mere hendes fødder. Jeg gjorde ikke en eneste gang gjældende, at .... naa ja, at jeg var hendes ægtemand. Det faldt mig ikke engang ind med en tanke; jeg bare bønfaldt hende. Men jeg kunde ikke la bli at tale, jeg kunde ikke tie! Jeg aabnede hende pludselig hele mit hjerte, jeg sagde, at alt, hvad hun sagde, henrev mig, at hun uden sammenligning var mere dannet og mere udviklet end mig. Hun rødmede stærkt, og paastod fremdeles, forvirret, at jeg overdrev. Da var det jeg forglemte mig i den grad, at jeg udmalede hende min henrykkelse, da jeg, bag døren, havde overværet kampen mellem hende og den slyngelen, Efimowitsch, hvor begeistret jeg havde været over hendes aandrighed og hendes vittige udfald og over hendes barnlige naivitet. Hun skjalv fra hoved til fod og mumlede atter noget, om at jeg overdrev. Men pludselig formørkedes hendes ansigt, hun skjulte sit hode i sine hænder og gav sig til at græde hede taarer ....
