Jeg talte næsten hele tiden som i drømme. Hun tog mine hænder og bad mig holde op.
»Du overdriver«, sagde hun, »du blir syg.« Og hendes taarer begyndte atter at rinde i strømme nedover hendes kinder. Hun bad mig hele tiden om ikke at fortsætte, ikke at tale om disse minder.
Jeg lagde ikke mærke, eller ialfald ikke nok mærke til disse bønner! Vaaren! Boulogne! Det er solen, vor nye sol, holdt jeg paa at gjenta og gjenta for hende. Jeg skulde lukke min forretning, jeg skulde overlade huset til Dobronrawoff, ja jeg foreslog hende endogsaa at gi alt til de fattige og bare beholde de 3000 rubler, som jeg havde arvet efter min gudmoder, og for disse skulde vi reise til Boulogne. Naar vi saa kom tilbage, skulde vi begynde et nyt liv i arbeide. Jeg troede, hun var enig, for hun svarede ikke .... hun bare smilte. Jeg tror, at hun smilte af finfølelse, for ikke at bedrøve mig. Jeg saa virkelig, at jeg plagede hende; De maa ikke tro, at jeg var saa dum og egoistisk, at jeg ikke mærkede det. Jeg saa alt lige til de mindste smaating, jeg saa og forstod bedre end nogen; hele min fortvilelse laa for mig i hele sin dybde!
Jeg fortalte hende en masse smaating om hende selv, om mig og om Lukeria ogsaa. Jeg
