fik hende til at lægge sig, og snart sov hun dybt.
Jeg var forberedt paa, at hun vilde fantasere; hun gjorde det ogsaa, men lidet. Hele natten udover stod jeg op i hvert minut og nærmede mig hende for at betragte hende. Jeg vred mine hænder, da jeg saa dette sygelige væsen paa denne tarvelige jernseng, som havde kostet mig 3 rubler. Jeg lagde mig paa knæ, men vovede ikke at kysse den sovendes fødder mod hendes vilje; jeg begyndte paa en bøn, men reiste mig strax efter. Lukeria iagttog mig og gik stadig ud og ind fra kjøkkenet; jeg gik ud til hende og sagde, at hun skulde lægge sig, og at imorgen skulde vi begynde et nyt liv.
Og jeg troede det blindt, det var min dybeste overbevisning. Jeg var fuld af enthusiasme. Jeg ventede bare paa den næste dag. Det mærkelige var, at jeg ikke forudsaa nogen ulykke trods al sandsynligheden. Uagtet bindet var faldt fra mine øine, havde jeg alligevel ikke nogen fuldstændig klar bevidsthed om situationen, og det varede længe, før jeg fik det, ― ligetil idag, til idag! Hvorledes kunde jeg være i besiddelse af hele min aandsnærværelse dengang! hun levede jo endnu, hun aandede her tæt ved mig, og jeg
