»Lad os tale sammen .... du ved .... sig noget,« stammede jeg aldeles meningsløst. Jeg tænkte ikke paa at bli forstaaet i dette øieblik. Hun skjalv og veg for mig ganske forvildet, idet hun saa mig ind i ansigtet. Men pludselig saa jeg en streng forbauselse i hendes øine. Ja forbauselse, strenghed og store øine. Denne strenghed, denne strenge forbauselse tiltrak mig: Saa er der kjærlighed, saa er der da kjærlighed endnu? sagde denne tause forbauselse.
Jeg læste klart i hende. Jeg var ganske forstyrret. Jeg sank sammen for hendes fødder. Ja, jeg faldt for hendes fødder. Hun reiste sig heftigt, men jeg holdt hende tilbage med begge hænder med overmenneskelig kraft.
Aa jeg forstod min fortvilede stilling tilbunds, jeg forstod den. Jeg forsikrer Dem, det kogte inde i mig med en voldsomhed, saa jeg troede, jeg skulde dø. Jeg omfavnede hendes ben i et anfald af lykkelig beruselse, eller i en grænsesløs, ubeskrivelig lykke, men med fuld bevidsthed om min fortvilede stilling. Rædselen og forbauselsen veg i hendes ansigt pladsen for en bekymret tanke, fuld af spørgsmaal, og der var noget besynderligt flygtende i hendes blik, som om det var noget, hun vilde forstaa i en fart. Saa smilte
