næsten ikke aande. Bindet faldt og faldt fra mine øine. Naar hun sang saaledes i min nærværelse, saa var det, fordi hun havde glemt, at jeg var til. Det var klart og forfærdeligt. Jeg følte det med mit hjerte. Men denne klarhed lyste i min sjæl og var stærkere end min rædsel.
Jeg løb hurtigt op gjennem trappen, og jeg ved ikke, om jeg saa frygtsom ud, da jeg kom ind. Jeg husker bare, at det var ligesom gulvet vaklede under mig, og at jeg havde en følelse, som om jeg gik paa vand. Jeg gik ind i stuen. Hun sad endnu paa sin plads og syede med hode bøiet, men hun sang ikke længer. Hun saa op, hurtigt og uopmærksomt. Det var ikke et blik, men en mekanisk og ligegyldig bevægelse, som man altid gjør, naar nogen kommer ind i et værelse.
Jeg gik lige hen til hende og kastede mig paa en stol, som en gal, ― lige tæt ved hende. Jeg tog hendes haand, og jeg husker, at jeg sagde noget, det vil sige, at jeg vilde sige noget, for jeg kunde ikke faa ordene frem. Stemmen svigtede mig, den blev staaende i struben. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde sige, jeg kunde ikke faa puste.
