dette had bare var noget, jeg gik og indbildte mig. Og selv om vort ægteskab var opløst dengang, saa har jeg dog aldrig, aldrig anseet hende for en forbryder. Og det er ikke, fordi jeg ansaa hendes forbrydelse for ingenting, men jeg vilde tilgive; fra den første dag, selv før jeg kjøbte sengen vilde jeg tilgive hende. Og det var i grunden ganske besynderligt, da jeg ellers er meget streng, naar det gjælder moral. Men hun stod for mig saa beseiret, saa ydmyget, saa knust, at jeg af og til havde den største medlidenhed med hende, skjønt paa den anden side tanken paa hendes ydmygelse var mig en stor tilfredsstillelse. Bevidstheden om min overlegenhed gjorde mig glad.
I løbet af den vinter gjorde jeg med hensigt nogle kjærlighedsgjerninger. Jeg eftergav to debitorer deres gjæld, og jeg laante penge til en fattig kone uden pant. Og jeg talte ikke om det til min hustru, jeg havde ikke gjort det, for at hun skulde faa det at vide. Men den stakkars kone kom og takkede mig i de varmeste udtryk. Det gik saaledes ikke hen i hemmelighed, og det forekom mig, at min hustru var glad ved at erfare det.
Imidlertid kom vaaren, vi var midt i april; man havde tat bort de doble vinduer, og solen
