arbeidsbord. Om aftenen fik hun ofte tiden til at gaa med at læse; hun var flittig i mit bogskab. De bøger, hun valgte, talte ogsaa til gunst for mig. Hun gik næsten aldrig ud alene. Hver dag, naar vi havde spist middag, tog jeg hende med mig ud, vi gik en tur, men sagde ikke et ord paa hele veien. Jeg anstrengte mig imidlertid for at lade som ingenting, som om vi var gode venner, men vi var og blev alligevel tause. Jeg gjorde det med vilje, da jeg tænkte, at man maa gi hende tid. Ganske besynderligt var det, at mens jeg stadig fandt behag i at se paa hende, naar hun ikke mærkede det, saa havde jeg ikke overrasket hende en eneste gang i at se paa mig. Jeg troede, det bare var frygtsomhed. Og saa var hun saa sagte og mild i denne sin frygtsomhed, saa svag efter sygdommen.... Nei, det er bedst at vente, tænkte jeg .... en god dag vil hun komme til dig af sig selv.«
Denne tanke fyldte mig med en uudsigelig lykke. Ja saa er der noget, jeg ikke maa glemme: af og til havde jeg fornøielse af at ægge min fantasi, og jeg reflekterede mig til den overbevisning, at jeg afskyede hende. Ja saaledes var det i nogen tid, men mit had kunde aldrig modne eller
bli en virkelig følelse hos mig, jeg følte godt, at