veren, ha bevist hende, at jeg ikke er nogen feig usling, og at regimentets beskyldning var en uretfærdighed?
Historien med revolveren kom beleiligt. Ved at forblive aldeles ufølsom ligeoverfor en saan trusel, hævnede jeg mig paa hele min sorte fortid. Og om ingen anden vidste det, saa vidste hun det, og hun var alt for mig, ― hele mit haab i min fremtidsdrøm. Hun var det eneste væsen, som jeg brød mig om, jeg havde ikke med andre at gjøre, ― og naar hun havde faat alt at vide, saa maatte det ialfald staa klart for hende, at det var uretfærdigt af hende at slutte sig til mine fiender. Denne tanke fyldte mig med glæde. Jeg kunde ikke længer være en feig usling i hendes øine, men bare en rar mand, og det maatte hun gjerne anse mig for. At være rar er ikke nogen last, undertiden kan det tvertimod virke særlig tiltrækkende paa kvindelige temperamenter. Kort sagt, jeg opsatte afgjørelsen til senere. Det, som var hændt, var nok til at sikre mig min ro, og jeg havde stof nok til mine drømme. Og hvad hende angaar, ― hun vil nok vente, tænkte jeg.
Saaledes gik hele vinteren hen i forventning om, at der skulde hænde noget. Jeg sad og kastede stjaalne blikke til hende, naar hun sad ved sit
