laveste forekom mig at være det bedste, og jeg valgte det laveste. Saa kommer tre uhyggelige aar, hvor ikke engang logishusene mangler blandt mine minder. For 18 maaneder siden døde en rig gammel slægtning af mig, som var min gudmoder, og som i sit testamente, blandt andre, ogsaa betænkte mig med 3000 rubler, ― ganske uventet. Jeg gjorde mine refleksioner og opgjorde mig snart min fremtid. Jeg besluttede mig, uden at bryde mig om menneskene, for en pantelaanerforretning. At tjene penge, dernæst at kjøbe mig en krog for mig selv, ― og saa begynde et ganske nyt liv, ― det var min plan. Men min sørgelige fortid, tabet af mit rygte og min ære har ikke ophørt at knuse mig, hver time, hvert øieblik. Under disse omstændigheder var det, at jeg giftede mig. Var det tilfældigt ― eller hvorledes? Jeg ved ikke. Da jeg førte hende ind i mit hus, troede jeg det var en ven, jeg førte hid; jeg kunde nok trænge en ven. Jeg tænkte alligevel, at det vilde bli nødvendigt lidt efter lidt at danne denne ven, at skabe hende, at erobre hende i kamp, om det gjaldt. Og hvorledes skulde jeg kunne forklare noget for denne sexten-aarige kvinde, som desuden var forud indtaget mod mig? Hvorledes kunde jeg f. ex., uden tilfældet med revol-
