heller ikke fordrage mig. I hæren var det alligevel en tilfældighed, der var den eneste aarsag til den antipathi, jeg vakte. Jeg nævner dette, fordi der ikke kan tænkes noget mere oprørende og utaaleligt end at bli ødelagt af et tilfælde, af noget som kunde være undgaaet, som kun var følgen af et ulykkeligt sammenstød af omstændigheder, der kunde ha gaaet forbi som skyerne; der er noget oprørende for et tænkende væsen i det. Hør nu, hvordan det gik for sig:
Det var i theatret; jeg var gaaet ud i restaurationen i en mellemakt. En husarofficer ved navn A...ff kom pludselig ind og fortalte med høi røst til de tilstedeværende officerer, at kaptein Bezumtseff havde gjort skandale ude i korridoren, og »at han saa ud til at være fuld«. Man talte ikke videre om dette; ulykkeligvis; for det var ikke sandt, at kaptein Bezumtseff var fuld, det var bare noget sludder. Officererne talte om andre ting, og saa hændte der ikke mere den aften; men den følgende dag løb historien rundt i hæren, og man sagde, at jeg var den eneste af mit regiment, der var tilstede i restaurationen, da A...ff havde talt om kaptein Bezumtseff paa en upassende maade, og at jeg havde undladt at sige noget ved den anledning. Hvorfor skulde jeg ha
