jeg bare kan sige godt om, og jeg. Jeg sparede ikke penge, jeg gav meget ud for hende; jeg betalte ti rubler besøget til Schreder, doktoren, som jeg havde tilkaldt. Da hun fik sin bevidsthed igjen, begyndte jeg at vise mig mindre hyppigt. Men hvorfor skal jeg komme ind paa disse detaljer? Da hun kom oven senge, indtog hun fredelig en afsides plads i værelset ved et bord, som jeg havde kjøbt til hende .... Ja, det er sandt, vi overholdt begge en absolut taushed .... Det vil sige, vi vexlede jo altid nogle ord om ligegyldige ting. Jeg vogtede mig vel for at være vidløftig, og jeg saa, at hun ogsaa nødig sagde mere end det strengt nødvendige. Det fandt jeg ganske naturligt. »Hun er altfor urolig, for nedslaaet,« tænkte jeg, »man maa gi hende tid til at glemme og til at finde sig tilrette i situationen.« Vi tiede altsaa stille begge, men jeg forberedte stadig fremtiden. Jeg troede, hun gjorde det samme, og der var noget rædselsfuldt interessant for mig i stadigt at gjætte: hvad mon hun tænker paa i dette øieblik?
Jeg maa gjenta det: Ingen ved, hvad jeg har lidt og grædt under hendes sygdom. Men jeg har grædt for mig selv alene, jeg skjulte mine taarer, selv ikke Lukeria saa dem. Jeg kunde
