visning om hendes uskyldighed. Jeg afbrød pludselig samtalen, idet jeg aabnede døren. Efimowitsch sprang op, jeg tog hende ved haanden og opfordrede hende til at gaa ud med mig. Efimowitsch gjenvandt sin aandsnærværelse og gav sig til at le af fuld hals:
»Ah ― ligeoverfor en ægtemands rettigheder har jeg intet at sige,« sagde han, »tag hende med Dem! Og husk paa, skreg han, at jeg af agtelse for fruen skal være til Deres disposition, skjønt et ordentligt menneske egentlig ikke burde duellere med Dem .... hvis De alligevel vilde vove det, saa ....«
»Du hører det?« sagde jeg, idet jeg holdt hende tilbage paa dørtærskelen.
Ikke et ord lige til vort hus. Jeg holdt hende i haanden hele veien, hun gjorde ikke modstand, ― tvertimod, hun saa ud, som om hun havde tabt baade mund og mæle, men det varede ikke længere, end til vi kom hjem. Der satte hun sig paa en stol og saa mig stivt ind i øinene. Hun var ligbleg i ansigtet. Det ironiske drag begyndte at krumme sig paa hendes læber, og hendes øine udtrykte den gamle sikkerhed, den samme kolde og ubønhørlige trods. Hun var vist for fuldt alvor forberedt paa jeg vilde skyde hende.
