gimentet, fordi du var ræd for at slaas?« spurgte hun mig pludselig, lige op i ansigtet. Og hendes øine funklede.
»Det er sandt; den militære forening opfordrede mig til at indgi min afskedsansøgning, hvad jeg forresten allerede var bestemt paa at gjøre af egen fri vilje.«
»Du blev jaget som en feig usling?«
»Ja, de dømte mig for feig. ― Men det var ikke af feighed, at jeg nægtede at duellere; det var, fordi jeg ikke vilde adlyde et tyrannisk magtbud og ikke forlange opreisning, naar jeg ikke havde følt mig fornærmet. Jeg tænker,« kunde jeg ikke lade bli at tilføie, »jeg tænker, der skal mere mod til at gjøre oprør mod et saant tyranni end til en hvilkensomhelst duel.«
Denne undskyldning slap mig ud af munden.... Hun bare ventede paa det, hun ønskede intet mere end denne nye ydmygelse. Hun lo, ― en haanlig og ondskabsfuld latter.
»Er det sandt, at du i tre aar har drevet omkring i Petersburgs gader og levet af tiggeri, og at du tilbragte dine nætter under billarder?«
»Jeg har ogsaa ligget i Cennaias[1] logishuse.
- ↑ C. er en plads i St. Petersburg, hvor der ligger huse, der tjener til logis for husvilde.
