vi handelen; det blev afgjort, at man skulde skjule mig bag en dør i naboværelset, saa at jeg kunde være tilstede og høre paa min kone og Efimowitsch ved første stevnemøde. Dagen før denne dag var der en scene mellem os, den varede ikke længe, men var meget oplysende for mig. Hun kom hjem om aftenen, satte sig paa sengekanten og saa ironisk paa mig, idet hun slog takt med foden paa tæppet. Jeg fik pludselig den tanke, at hun i disse sidste dage aldeles ikke havde været sig selv, hendes karakter var vrængt som en hanske: jeg havde for mig et væsen, der var hidsig og udfordrende, jeg vil ikke sige skamløs, men uharmonisk og lysten paa ufred. Hendes naturlige elskværdighed holdt hende dog endnu noget tilbage. Naar en saadan natur først blir oprørt, ― selv om den overskrider enhver grænse, ― føler man alligevel anstrængelsen, man føler, hvor vanskeligt den har for at overvinde sin naturlige hæderlighed og blyghed. Og det er grunden til, at saanne naturer gaar saa vidt, at man ofte ikke vil tro sine egne øine. Et fordærvet menneske vil altid gaa mere sagtelig tilværks. Det vil handle slettere, men det vil vide at tage nok hensyn til form og konveniens for at dupere Dem.
»Er det sandt, at du blev jaget bort fra re-
