Hvem kan sige, at jeg ikke elskede hende? Aa ser De, det var en troløs ironi af skjæbnen og naturen! Vi er forbandede; det menneskelige liv er én stor forbandelse! Og mit mere end noget andet! Nu forstaar jeg min feiltagelse! .... Der var nogle uklare punkter .... Nei, alt var klart, min plan var klar som solen: At lukke mig inde i en streng, stolt taushed, at negte mig enhver moralsk trøst. At lide i taushed. Og jeg har udført min plan; jeg har ikke løiet for mig selv! Hun skal nok engang komme til at se, at her var høimod. Hun har ikke kunnet forstaa det nu, men naar hun engang opdager det, dersom hun nogensinde opdager det, saa vil hun skatte det ti gange høiere, og hun vil falde paa knæ og folde sine hænder. Det var min plan. Men nu har jeg glemt eller forbigaaet noget. Ingenting har lykkedes for mig .... men nok om det, nok ....
Hvem skal jeg nu bede om tilgivelse? Det er forbi .... tab ikke modet, mand! bevar din stolthed: det er ikke dig, som er den skyldige.
Jeg skal sige sandheden, ― jeg er ikke bange for at se den lige i ansigtet: det var hende, som havde uret, det var hende!
