et forsøg paa at trykke mig i sine arme. Men hendes henrykkelse var sygelig, hysterisk, og da jeg kun satte pris paa sande glæder, hvor der var gjensidig agtelse, modtog jeg disse kjærtegn med kulde. Og jeg gjorde ret i det: dagen efter disse udbrud kom der fornærmelser, eller ikke netop fornærmelser, men anfald af taushed og et mere og mere udfordrende væsen.
Ulydighed, ― oprørskhed saa man i hendes ansigt. Men hun var magtesløs. Ja, hendes venlige ansigt blev mere og mere udfordrende. Jeg begyndte at by hende imod. Aa jeg har studeret det. Hun var ganske vist ofte ude af sig af sorg .... Hvorledes skal man ellers forklare, at hun, der netop kom ud af et elendigt hul, hvor hun vaskede gulvene, saa hurtigt fik væmmelse for et andet fattigt hjem?
Hos os var det ikke netop fattigdom, det var økonomi, og naar det gjaldt, tillod jeg endogsaa luxus, f. ex. til linned og til antræk. Jeg havde altid tænkt, at en soigneret ægtemand maatte behage en kvinde. Forresten havde hun ikke noget imod fattigdommen, det var mod gjerrigheden. Vi havde ganske vist hver vort forskjellige maal og en stærk karakter. Hun negtede pludselig at gaa i theatret oftere, og det ironiske drag
