stole, borde. Jeg lod endvidere min forlovede forstaa, at husets udgifter, det vil sige mad til mig, hende og Lukeria (hvem jeg havde tat med mig), ikke maatte overstige én rubel[1] om dagen. »Jeg maa skrabe sammen en 30000 rubler i tre aar, hvis der skal være nogen mening i det.« Hun gjorde ingen modstand og jeg forøgede af mig selv udgifterne ved bordet med 30 kopek. Paa samme maade med theatret. Jeg havde sagt til min forlovede, at vi ikke vilde gaa i theatret; men senere bestemte jeg, at vi skulde gaa der en gang om maaneden, og at vi skulde kjøbe ordentlige pladser i parket. Vi gik der sammen tre gange; vi saa »Lykkejagten« og »Perichole«, hvis jeg ikke husker feil, naa ja, det kan nu være det samme .... Vi gik derhen uden at tale sammen, og uden at tale sammen gik vi derfra. Hvorfor sagde vi aldrig nogenting til hverandre?
I den første tid havde der ikke været nogen uenighed, men tausheden var der allerede.
Jeg husker, .... Hun sad og saa paa mig i smug, og da jeg la mærke til det, blev jeg endnu stummere. Det var fra mig, tausheden kom, og ikke fra hende .... En eller to gange gjorde hun
- ↑ 2 kroner 85 øre.
