bøie sig for mig og bede over mine lidelser .... jeg var det værd. Aa, jeg har altid været stolt, jeg har forlangt intet eller alt, og det er, fordi jeg ikke hører til dem, som gaar paa akkord, det er, fordi jeg vilde ha alt, at jeg var nødt til at handle saaledes. Jeg sagde ofte inde i mig: »forstaa mig og ha agtelse for mig!« De maa jo indrømme, at dersom jeg havde indladt mig paa forklaringer, dersom jeg havde gjort omveie, dersom jeg havde fordret hendes agtelse,― det vilde ha været at tigge hende om almisse ....
Forresten .... hvorfor skal jeg komme tilbage til dette?
Hvor dum jeg var, dum, dum, hundrede ganger dum! jeg erklærede hende kort, haardt (ja, haardt), ― i to sætninger, at ungdommens høimod var en skjøn ting, men at den ikke var en halv kopek værd. Og hvorfor er ikke ungdommens høimod noget værd? Fordi det ingenting koster, fordi ungdommen besidder det, før den har levet. Alle disse gentile følelser er saa at sige bare egne for de første indtryk af livet. Kom til arbeide, saa faar vi se. Høimod, som ikke forlanger selvbeherskelse, er let. Ja selv at gi sit liv, koster saa lidet, eders opofrelser er ikke andet end blodet, som koger, og overstrøm-
