vælger et ganske simpelt exempel: Hvorledes kunde jeg forsone pantelaanerforretningen med en saadan karakter? Jeg gjorde naturligvis ikke nogen direkte hentydning til det, jeg vilde ikke ha udseende af at retfærdiggjøre min aager. Jeg experimenterede af stolthed. Jeg bragte næsten min taushed til at tale. Og jeg kan gjøre min taushed talende; jeg har ikke gjort andet hele mit liv. Jeg har oplevet dramaer i min taushed. Aa, hvor ulykkelig jeg har været! Al verden har kastet mig overbord ― kastet mig overbord og glemt, og ingen, ikke en eneste en har hat anelse om, hvad de har gjort! Og nu begyndte denne unge, sextenaarige kvinde at samle op historier om mig; hun hørte det af lumpne mennesker, og hun indbildte sig, at hun vidste alt. Men hemmeligheden var alligevel skjult paa bunden af hendes mands bevidsthed! Jeg ― jeg sagde ingenting, ― jeg sagde aldrig noget, allermindst til hende ― ingenting lige til igaar .... Hvorfor sagde jeg ikke noget? Af stolthed. Jeg vilde, at hun skulde ane, uden min hjælp og ikke efter nogle slubberters referater; jeg vilde, at hun selv skulde ane denne mand, og at hun skulde forstaa ham! Hensigten med at føre hende ind i mit hus var at opnaa hendes udelte agtelse; jeg vilde se hende
