en forsiring af forgyldt sølv .... »Det er sex rubler værd .... sex rubler er det værd.« Jeg ser, at billedet var hende meget kjært: hun pantsætter alt, rammen, forsiringen. Jeg siger til hende: Det er bedre bare at ta forsiringen; billedet kan De ta med Dem igjen; det behøves ikke.
»Er det forbudt?«
»Nei, det er det ikke, men De kunde kanske selv ....«
»Naa ja, ta forsiringen af da.«
»Nei ved De, jeg tror ikke, jeg vil det; jeg hænger billedet blandt mine andre — sagde jeg efter betænkning — her under denne billedlampe[1] (jeg havde altid lampen tændt), — og saa kan De ta ti rubler.«
»Jeg behøver ikke ti rubler; gi mig fem, jeg skal sikkert løse det ind.«
»De vil ikke ha ti rubler. Billedet er det værd,« tilføiede jeg, idet jeg atter saa flammen i hendes øine. Hun svarte ikke. Jeg gav hende fem rubler.
»Man skal ikke foragte nogen .... Jeg har
selv været i en slem stilling og værre end det, —
- ↑ Det er en russisk skik at sætte en tændt lampe over religiøse billeder.
