spurgte jeg mig selv pludselig: »er denne triumf værd to rubler?«
Jeg husker det godt, det var netop det spørgsmaal, jeg gjorde mig selv: »Er det værd to rubler, er det det?« — Og jeg lo, da jeg svarte ja paa det spørgsmaal. — Jeg var glad dengang. Men jeg handlede ikke saaledes paa grund af nogen slet følelse; jeg gjorde det expres, med hensigt; jeg vilde prøve hende, for der begyndte at opstaa nogle nye tanker i min hjerne. — Det var tredie gang, at jeg kom til at tænke paa hende.
Naa — fra det øieblik var det, det egentlig begyndte. Jeg skaftede mig underretning om hendes liv, hendes stilling, — og jeg ventede utaalmodig paa, at hun skulde komme igjen.
Jeg havde det paa en følelse, at det ikke vilde vare længe. — Saa kom hun en dag, og dengang talte jeg høfligt og venligt til hende. Jeg har faat en god opdragelse, og jeg ved nok, hvorledes jeg skal opføre mig .... hm! .... Jeg forstod dengang, at hun var god og elskværdig. De gode og elskværdige gjør ikke lang modstand, og selv om de ikke aabner sit hjerte for Dem, er det dog umuligt for dem at undgaa en konversation. De er korte i sine svar, men de svarer dog, og jo længere De holder paa, desto mere
