kamé af hende, som ikke var værd to danske skilling, og da jeg senere tænkte paa det, blev jeg forbauset over at ha gjort det: jeg tar heller ikke andet end ting af guld og sølv, — men af hende har jeg tat en kamé —? — hvorfor? Det var anden gang, min tanke beskjæftigede sig med hende, det husker jeg.
Den følgende dag, det vil sige da hun kom fra Mozer, bragte hun et cigarmundstykke af rav, noget ruskomsnusk, som kunde gaa an for en liebhaber, men som ikke havde noget værd for mig; for hos os er det bare guld. Jeg modtog hende strengt i betragtning af hendes meningsløse opførsel den foregaaende dag.
Min strenghed bestaar i at modta folk med kulde. Da jeg alligevel gav hende to rubler, kunde jeg ikke holde mig fra at sige: »men det er bare for Deres skyld; Moser vil ikke gi Dem noget for saant.« Og jeg lagde især vægt paa dette »for Deres skyld«, — netop i en bestemt hensigt. Det var lumpent gjort. Da hun hørte dette »for Deres skyld«, rødmede hun igjen, men hun sagde ikke noget, hun kastede ikke pengene, hun tog dem med sig. — Det er fattigdommen! Og slig, som hun rødmede! Jeg forstod, at jeg havde saaret hende. Og da hun gik ud,
