En eneste gang tillod jeg mig at smile, da jeg saa, hvad hun bragte mig. — Ja det vil sige .... jeg pleier ikke at gjøre saant; jeg er gentleman med mine kunder: faa ord, høflig, streng. Men engang vovede hun at komme med en stump, bogstavelig talt en stump af en skindtrøie — da kunde jeg ikke holde mig, og jeg lod mig forlede til at gjøre en liden spøg ....
Naa — hvilken rødme! Hendes øine er blaa, store, tænksomme, — hvor de gnistrede! — Men ikke et ord: hun tog sin fille og gik. Da var det især, jeg blev opmærksom paa hende, jeg faldt hen i tanker over det .... det var ganske besynderligt ....
Ja jeg har endnu et ganske bestemt indtryk .... det vil sige hovedindtrykket, — grunden til alt: hun var forfærdelig ung, saa ung, at man ikke vilde ha anslaaet hende til mere end 14 aar. Hun var alligevel 16, mindre 3 maaneder. — Det var forresten ikke det, jeg vilde sige; — det er ikke det, det kommer an paa.
Hun kom igjen den næste dag.
Senere har jeg faat at vide, at hun var gaaet til Dobronravoff og Mozer med skindtrøien sin, men de tar ikke imod andet end guld; de svarte hende ikke engang. — Jeg har engang tat en
