Naa .... altsaa .... hvis De vil vide det, saa begynder vi med begyndelsen: hun kom altsaa til mig et par gange for at pantsætte nogle smaating; hun skulde ha penge til et avertissement i Golos, for at anbefale sig som guvernante hos en familie eller gi timer i hjemmet o. s. v. .... Det var ganske i begyndelsen, jeg lagde ikke mærke til hende, hun kom som de andre, og alt gik for hende som for de andre. Saa begyndte jeg at bli opmærksom paa hende. Hun var slank, blond, over middelshøide. Hun var generet ligeoverfor mig, det var, ligesom hun skammede sig over noget; jeg tænker, hun var vel saan med alle, som hun ikke kjendte; hun kunde vel ikke se mennesket i mig, men bare pantelaaneren. Saasnart hun havde faat sine penge, gik hun sin vei. — Altid taus. — De andre snakker og tigger og prutter for at faa mere; — hun, nei .... hvad man gav hende .... nu mister jeg traaden igjen .... Naa, nu har jeg det — hendes panter vakte strax min opmærksomhed: nogle forgyldte øreringer, en elendig liden medaljon: det var ikke værd 20 kopek tilsammen. Hun vidste det godt, men man kunde se paa hende, hvor kjær disse gjenstande var hende; det var ogsaa hele hendes fædrene og mødrene arv, det fik jeg vide senere.
