som tænker høit. Og saa taler han til sig selv, fortæller sig selv alt, og forsøger at gjøre sig det forklarligt. Trods den tilsyneladende følgerække i hans ord, modsiger han sig dog ofte, baade logisk og i følelserne. — Og han taler sin egen sag og anklager sin kone; han fortaber sig i biting, der røber en tankens og hjertets raahed, men paa samme tid en dyb følelse. — Lidt efter lidt er det virkelig, som det lysner for ham, og det lykkes ham »at koncentrere sine tanker paa et eneste punkt«. — Den kjæde af erindringer, som han fremmaner, fører ham uimodstaaelig til sandheden, og denne sandhed beroliger hans aand og hjerte. Tilslut taber fortællingen fuldstændig den karakter af uorden, som herskede i begyndelsen. — Sandheden staar klart og tydelig for den ulykkelige.
Det er sujettet. — Den afbrudte og forvirrede fortælling varer naturligvis i flere timer: han henvender sig snart til sig selv, snart til en usynlig tilhører, snart til en dommer. Det er saaledes, det gaar for sig i virkeligheden. Dersom en stenograf havde kunnet høre denne mand og notere alt, hvad han havde sagt, saa kan det nok hænde, at fortællingen var blevet mere ujævn, mindre gjennemarbeidet end hos mig, men det psyko-
