at herske over jorden, thi kun han er ydmyg af hjertet. — Hvor meget der kan være at indvende mod disse besynderlige anskuelser, kan det dog ikke nægtes, at Dostojewskij kjender sit fædreland bedre end Turgenjew.[1] Og det er vel ogsaa denne omstændighed, som maaske har givet ham en endnu større plads blandt hans landsmænd end hans store medbeiler, hvem de ofte bebreidede, at han var en fremmed iblandt dem.
Man eftergav Dostojewskij en del af hans straf, men man kunde ikke gjengive ham hans knækkede helbred og hans brudte ungdomskraft. Hans triste livsbane endte efter mange aars sygdom og mange epileptiske anfald i januar 1881. »Dyb og almen blev sorgen over Dostojewskijs død,« skriver Thor Lange. »Hans begravelse var noget af det mest storartede, Petersburg længe havde seet. Repræsentanter fra alle samfundsklasser, folk af de mest forskjellige retninger, medlemmer af statsraadet side om side med den forsjuskede russiske student, hver af dem alle hædrende det billede, han personlig havde dannet sig af den afdøde, fulgte bagefter en kiste, som midt i den koldeste vintertid var skjult under et bjerg af kostbare kranse, levende blomster, ofrede af en storfyrste og en storfyrstinde ligesaavel som af den fattige embedsmand og den halvvoxne gymnasiast. Uden indblanding fra
- ↑ Thor Lange ib.
