tjene som menig soldat i Sibirien og blev siden forfremmet til officer af den milde keiser Alexander II, som endogsaa tillod digteren, hvis helbred nu var meget svag og hvis tanker var bleven spage, at vende tilbage til Rusland og efter et halvt aars forløb ta ophold i Petersburg. Sygelig som han var indgav Dostojewskij snart en ansøgning om afsked fra militærtjenesten og begyndte atter sin literære virksomhed, skjønt med en noget forandret retning. Forvisningen til Sibirien havde gjort ham »ædru«.[1]
Dostojewskijs »ædruelighed« bestod i resignation. Han opgav ikke haabet om reformer, men han troede ikke længere paa deres virkeliggjørelse ved demokratiske midler. Hans politiske overbevisning blev nærmest, hvad man i forrige aarhundrede kaldte »den oplyste despotisme«; han troede endnu paa revolutionernes nødvendighed, men mente, at initiativet maatte komme fra oven, om ikke alt skulde gaa tilgrunde i et kaotisk anarki. Alexander II's løfterige tronbestigelse styrkede ham vel i disse meninger.
Men i sin kunst var og blev Dostojewskij demokrat, han viser det i valget af sine emner, han viser det i sin socialistiske menneskekjærlighed. Hans øie er ikke opladt for de lyse og glade sider i menneskelivet, hans syn drages mod
elendigheden og ulykken. Hans varme hjerte er fuldt af medlidenhed med hele menneskeheden, men mest med de ulykkelige, de fattige og de undertrykte, med trællearbeiderne og
- ↑ Thor Lange: Dostojewskij. (Ude og Hjemme 19de Aug. 1883.)
