Side:Kristofer Janson og det nye Testamente.djvu/3

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
Forord.

I første Hefte af sin Bog: „Har Orthodoxien Ret?“ har Kr. Janson rettet et Angreb paa Læren om det nye Testamentes Inspiration. Derunder har han da ogsaa søgt at modbevise de fleste nytestamentlige Skrifters Ægthed. Naar jeg efter Opfordring fra flere Hold har gaaet igang med en populær Imødegaaelse af dette Angreb, saa har Grunden dertil ikke været den, at jeg egentlig har troet det nødvendigt af Hensyn til de modne og myndige Kristne blandt os; for dem har Hr. Jansons Angreb vist ikke synderlig overbevisende ved sig. Overbevisningen om den hellige Skrifts guddommelige Oprindelse og Karakter er for dybt grundet i den levende Tros inderste Erfaring, i „den Helligaands indre Vidnesbyrd“, til, at den i noget væsentligt Mon skulde kunne rokkes ved et Angreb som Hr. Jansons. Det har heller ikke været min Hensigt at redegjøre for, hvorledes den Enkelte kommer til denne indre, faste Overbevisning om Skriftens Guddommelighed. Hvad jeg nærmest har villet, var at forsøge, om mulig, at yde de mange endnu ubefæstede og vaklende Kristne nogen Hjælp til at orientere sig ligeoverfor de Vanskeligheder, som Hr. Jansons Angreb muligvis kan have lagt iveien for den fulde Hengivelse til Skriftens Sandhed. Derfor har jeg ogsaa seet min Opgave at bestaa væsentlig i at imødegaa Hr. jansons Indvendinger i det enkelte, Punkt for Punkt.

Med Hensyn til Fremstillingen har jeg bestræbt mig for at gjøre den saa enkel og nøgtern, saa almenfattelig forn mulig. Det er mit Haab, at den uden Vanskelighet stal kunne læses ogsaa af den menige Mand; der forudsættes over hovedet ingen særlig Fordannelse.

Hr. Jansons Angreb paa det gamle Testamente har jeg ikke her villet op tage til Behandling, det vilde blevet for meget paa én Gang. Det er jo altid saa, at det er en let Sag at fatte sig i Korthed, naar det kun gjælder at udtaste Paastande. Med Grunde at gjendrive saadanne løst udkastede Paastande kræver derimot større Udførlighed. Og desuden tør jeg vel gaa ud fra, at, staar først det nye Testamentes Ægthed fast, saa er dermed for den Kristne givet ogfaa Troen paa det gamle Testamente, saasandt Kristus og hans Apostle utvetydig lærer, at det gamle Testamente er Udtrykket for Guds forberedende Aabenbaring til Forjættelsernes Folk. „Modsigelser“ i det gamle Testamente existerer i Virkeligheden kun i Vantroens egen Indbildning. Og ikke heller er der i Moseloven indeholdt noget, der „bare vilde gjøre Gud latterlig, hvis man skulde tænke, han i Virkeligheden havde paabudt det“. Saaledes kan kun den tale, der ikke har Øie for, at den gammeltestamentlige Aabenbaring er en Aabenbaring for den Tid, da Israel endnu var „et Barn under Formyndere“ (Gal. 4, 1—2). En dybere histo-