KRISTIANIAS
HISTORIE
Men allerede dagen efter slog denne overstrømmende lyksalighet over i sin motsætning. Foranledningen var den bekj endte masse-utnævnelse av hoffunktionæ rer, som Christian Fredrik foretok paa selve indtogsdagen. lalt blev der utnævnt — eller som provst Schmidt uttrykker det »fabrikert« — 18 kammerherrer og 12 kammerjunkere, foruten en overhofmarskalk, en hofmarskalk og en staldmester. Kammerherre-nøkler var naturligvis ikke at opdrive i Kristiania dengang; de maatte rekvireres fra England; men før de naadde hit, var Christian Fredriks kongedømme tilende, og det blev hans efterfølger Karl XIII 's statholder, som kom til at aapne pakken med »denne luksuriøse overflod av Christian Fredriks naadegaver*. 1 Det var en skjæbnens ironi, som naturligvis ingen kunde tænkt sig muligheten av dengang; men det gjør samtidens sunde sans ære »baade i hovedstaden og utover landet — at den reagerte saa sterkt og umiddelbart overfor dette ganske upaakrævede anstaltmakeri. Det var et skridt, som gav den roligere del av folket en utsigt til fremtiden, der maatte nedslaa dens for haabninger*. 1 Pavels' dagbok bærer fra nu stadige vidnesbyrd om, hvorledes stem ningen efter hvert slaar om. Inden de brede lag av befolkningen kan den endnu — stort set — betegnes som urokket; men hos selvstændighets partiets repræsentanter paa Eidsvold, og ikke mindst hos byens egen repræsentant professor Sverdrup, begynder den tanke mere og mere at tvinge sig i forgrunden, at Eidsvolds-linjen ikke lar sig holde. Denne opfatning fik øket styrke under de forhandlinger, som nogen uker senere fandt sted mellem Christian Fredrik og den britiske regjerings specielle repræsentant Mr. Morrier, privatsekretær hos Lord Castlereagh. Det var en høflig og velvillig herre, som ikke la skjul, hverken paa sin sympati overfor Norge, eller paa sin ringeagt for Karl Johan — en optræden, som naturligvis*gav stof til adskillige rygter og forlydender. Men i sine sam taler med Christian Fredrik saavelsom i sine offlcielle skrivelser hævdet han det britiske standpunkt uavkortet i henhold til de instrukser han hadde med sig hjemmefra. Paa denne maate avtvang han tilslut Christian Fredrik det bekjendte løfte av 9. juni om, at der — saasnart det lot sig gjøre — skulde sammen kaldes et overordentlig storting, som skulde faa sig forelagt spørsmaalet om indgaaelsen av en union mellem Norge og Sverige. Dermed var det skridt tat fra Christian Fredriks side, som i sin konsekvens førte til Mosse konventionen og 4. november ; men som han i ukevis kviet sig ved at gjøre almenheten bekj endt med. Men det siger sig selv, at det ikke kunde hol 1 Jacob Aalls uttryk. 18
