Denne siden er korrekturlest
Et slør af blade bittesmå,
de vrimler frem af barken grå,
og dækker stammen ru og hård; —
å, unge vår!
Alt er så skjønt som én gang før:
fra lønneløvets lette slør
til forårshimlens dybblå flod.
Og selv mit gamle hjerteblod,
min Gud! det bruser og det slår:
å, unge vår!
Hvad kommer al din pragt mig ved?
jeg havde fundet kvældens fred —
O, hvorfor gjør du så idag
min gamle sjæl så ungdomssvag,
så mindesyg, så hjertesår,
å, unge vår!
