Frøken Emerentze svarede ikke strax.
Hun rynkede sine Bryn, og hele Tiden skalv
det lidt omkring Munden. — Hun var rigtig
misfornøiet, var hun, — og mest misfornøiet
var hun med sig selv. — Hvad var det, som
var gaaet af hende! Hun havde dog hørt
Complimenter langt dristigere og kaadere end
dette; de unge Kavalerer i Kjøbenhavn havde
lært af den dristige franske Rococo at turde
sige det utrolige, — og hun havde tidlig lært
at parere deres Dristighed med en kjølig og
ironisk Replik.
Hvad kom det da af, at denne alvorlige, klodsede Nordmand havde bragt hende rent ud af Fatning? Hun havde rødmet, slaaet Øinene ned og baaret sig ad som en Bondepige; hvad kom det af? — Hvorfor var det som han havde rørt ved noget langt inde i hende — noget hun selv ikke havde vidst om før? Hvorfor havde hun med ét skammet sig over sine nøgne Arme, sin nøgne Hals og Skuldre, og følt at hun maatte skjule sig for hans Øine?
Ja, hvad var det som gik af hende?
Og den heftige Forbitrelse som var kommet over hende, saa hun havde grebet til at
